|
For at starte med at sige lidt om mig
selv. Mit navn er Stine Pedersen. Jeg er en 18-årig sproglig (2b)
studerende på Nordfyns Gymnasium. I min fritid arbejder jeg som
svømmetræner og er aktiv dykker. I året fra august 2002 til juli
2003 har jeg boet i North Bend, Oregon, USA hvor jeg gik på North
Bend High School. Mens jeg gik der, deltog jeg aktivt i et
undervisning af psykisk og fysisk handicappede. Dem havde vi bl.a.
med ude og svømme hver morgen.
Jeg har i mange år beskæftiget mig med
svømning og underviser 4 dage om ugen. Jeg underviser i
babysvømning, begyndersvømning og motionssvømning.
Svømning er en
sportsgren, som styrker hele kroppen på en god måde. Alle muskler
trænes og styrkes, samtidig med at vandet støtter led og minimerer
risikoen for skader - og hermed fremmer motivationen. Vandsport er
samtidig en yndet træning for handicappede både psykisk og fysisk.
For mig at er svømning noget, som alle bør prøve og kunne. Alle skal
kunne færdes frit i vand, uden frygt. Desværre er det ikke sådan.
De første 9
måneder af ens liv, de 9 måneder, hvor man er mest skrøbelig og
udvikles, befinder man sig i vand og netop derfor er det et
element, som alle burde føle sig tilpas i. Alligevel er der nogen,
som ikke bryder sig om det. For nogen har dette udviklet sig til at
blive en fobi, kaldet hydrofobi – angsten for vand! Denne fobi kunne
jeg godt tænke mig at lære noget mere om. Hydrofobi er et emne, som
altid har interesseret mig. Man tænker tit, at grunden til, at nogen
har udviklet hydrofobi, er, at de tidligere har haft en dårlig
oplevelse med vand, f.eks. en nær-drukne-oplevelse, men er det nu
også sandt? Har det nogen betydning, at svømning for bare 40 år
siden ikke var almindeligt. Havde det en indflydelse på folks
oplevelse af vand? |
Jeg har en
teori om, at hydrofobi kan ”smitte” fra en person til en anden. Jeg
oplever tit på mine baby-svømmehold, at babyerne ikke vil noget som
helst. De vil ikke dykkes, men bare ligge hos deres forældre, hvor
der er trygt. Lige så snart jeg selv tager børnene, er de til
gengæld villige til at gøre alt. Vi ser i klubben også mange
eksempler på børn, som ikke ønsker at få hovedet under vand. Min
teori er, at disse børn kommer fra forældre, der lider af hydrofobi.
Denne teori har jeg fået understøttet af at tale med disse forældre,
men jeg kunne godt tænke mig at forske noget mere inden for emnet.
Men hvordan slipper man af med en fobi? Hvordan kommer man tilbage i
vandet og får genopbygget tilliden til vandet? Disse spørgsmål kunne
jeg godt tænke mig at få svar på, Men i denne forbindelse er det
vigtigt at forstå, hvordan angst fysisk påvirker kroppen. Svarerne
på alle disse spørgsmål kan måske understøtte min teori om at
hydrofobi ”smitter” bevidst eller ubevidst.
I min søgen på
Internettet fandt jeg en del tilbud på behandling af angst for vand,
men hvorfor er der mon ikke flere, som benytter sig af disse. Er
hydrofobi - eller fobier i det hele taget - et tabuemne? Jeg mener,
at man ved at oplyse forældrene om ”smittefaren” ved hydrofobi kan
forebygge angsten hos deres børn, og samtidig får man forældrene til
at erkende problemet.
Jeg ville
starte mit projekt med at sætte mig ind i teorier om angst. Hvordan
påvirker angst kroppen mm. Dernæst ville jeg vha. forskellige
spørgeundersøgelser efterprøve ovenstående spørgsmål om, hvorfra
hydrofobi opstår? Er det et tabu? Kan det ”smitte”. Til slut vil jeg
forelægge forskellige måder at formidle oplysninger om hydrofobi og
om forskellige behandlingsmuligheder.
Jeg føler, at
dette projekt vil kunne gavne en masse mennesker, og jeg håber meget
på at bliver optaget i jeres program. |
